I BROBYGNING HOS DANSK STÅLMONTAGE

6. sep, 2019

Hos Dansk Stålmontage, går vi meget op i at hjælpe der hvor vi kan, så da UngOdense fra Odense Kommune kontaktede os og spurgte, om vi ville åbne vores arbejdsplads op for en flok unge folkeskoleelever, der gerne ville prøve kræfter med livet som smed, var vi hurtige til at takke ja.

”Hos Dansk Stålmontage har vi generelt meget stor fokus på vores sociale ansvar.” fortæller direktør, Henrik Jensen, og fortsætter ”Noget af det vi har meget stor fokus på, er at hjælpe med at få flere unge mennesker i lære som rustfaste klejnsmede. Der har i mange år været mangel på netop denne faggruppe, så derfor er det meget vigtigt at deltage i dette som virksomhed. Vi synes, at det er en rigtig god idé allerede i folkeskolen at gøre de unge mennesker opmærksom på denne mulighed.”

Formålet med projektet Unge i uddannelse og job

Formålet med Unge i Uddannelse og Job er at styrke de unges kendskab til erhvervsuddannelserne og arbejdsmarked. De unge skal se, at der også er andre veje til et spændende arbejdsliv end kun gymnasiet. Ved at deltage i forløbet, er det meningen at de unge skal få en bedre afklaring af uddannelsesvalg, deres interesse for erhvervsuddannelserne skal vækkes og de skal få en bedre indsigt i forskellige uddannelses- og karriereveje.

Forløbet er for 8. klasser i Odense Kommune, som synes at det kunne være spændende at prøve kræfter med en erhvervsuddannelse. Forløbet strækker sig over tre uger – uge 36, 37 og 38. Det betyder, at vi hos Dansk Stålmontage, hver onsdag i de tre uger, får besøg af en flok unge mennesker, der gerne vil prøve at snuse lidt til livet som smed.

Hos Dansk Stålmontage

Onsdag den 4. september havde vi besøg af vores første hold, og det gik over al forventning. De tre unge drenge, Nicolai, Tobias og Mads, fik lov til at opleve livet på både værkstedet og kontoret. På værkstedet var de i gode hænder hos vores dygtige smede, som viste dem, hvordan de arbejder, og hvilke projekter vi har gang i lige nu. Efterfølgende var de inde på kontoret, hvor de fik lov til at opleve, hvordan arbejdet foregår bag kulisserne, når der skal tegnes projekter og købes ind til disse.

”Jeg synes, at det er en rigtig god ide, at de unge kommer ud og oplever vores arbejdsplads” fortæller projektleder Michael Draabe, der selv startede som smed og siden uddannede sig til produktionsteknolog ”Jeg synes også, at det er vigtigt, at de kom ind på kontoret, og så hvordan det hele foregår herinde, så de kan se, hvad man også kan bruge en smedeuddannelse til, hvis man på et tidspunkt gerne vil uddanne sig mere.”

Det var en god oplevelse at have de unge fra 8. klasse på besøg, og vi glæder os til næste onsdag, hvor vi tager imod en ny flok 8. klasser.